Der er en lang tradition for at diskutere sig frem til konsensus, komprimisser og løsninger. Faktisk er vi opdraget til at tage diskussioner for givet, som en naturlig del af vores måde at leve på, i et samfund. Hele vores politiske, juridiske og videnskabelige system er bygget på denne forståelse. En forståelse, der groft sagt bygger på en angrebs- eller en forsvars-strategi.
Vi kender det allesammen. En leder siger til os, at vi skal arbejde hurtigere, ændre metode og gøre tingene på en anden måde. Der er mange eksempler på konfrontationer i den mundtlige kommunikation, hvor vi antager enten angrebs- eller forsvarspositionen. Det er fristende at lægge armene over kors og rynke panden, imens man tænker over, hvordan man vil “gå til angreb” på den person, der antyder at man ser tingene på en forkert måde. Det er vores “ret”, både at forsvare og angribe.
Vi har brug for at “vende stenene”
Diskussioner er på mange måder vidunderlige, i kraft af at vi ville være ilde stedt med en-øjede synspunkter og parter, der i egen interesse, opstillede kriterier for, hvad der rigtigt og forkert, hvad der er sandt og falsk.
Vi har brug for flere synspunkter, forskellige måder at se ting på, nye ideer til hvordan noget skal gøres og friske blikke på diskursive felter, der slutter sig om sig selv.
Men, i en konstruktiv dialog, må det være en udforskende, nysgerrig tilgang, der skal til, for at alle parter i en diskussion får øje på, hvad der kan bringe dem frem til den bedste løsning på et problem, eller en model på en situation, de gerne vil ændre. Selve motivationen ligger i, at man sparer tid og kræfter og samtidigt øger sandsynligheden for at opnå konsensus. Det er følelsen af, at man “vender stenene sammen” for at se hvad der ligger nedenunder, noget man ikke har fået øje på endnu. Det kan være det fælles udgangspunkt, drevet af nysgerrighed, fremfor at antage oppositioner, hvor man polariserer holdninger og opfattelser.
I stedet for at udforske og vende stenene, kommer vi ofte til at gøre en diskussion op i, hvem der vinder og hvem der taber – dualitet, modpoler, modsætninger. Kært barn har mange navne og der går meget værdifuld tid med den slags rolle-spil.
Nysgerrighed
Hvis vi skal arbejde konstruktivt og give hjernen arbejdsro, til at finde på kreative og udviklende løsninger, så må vi ændre mind-set. Der skal alternativer på bordet, i stedet for at fortsætte ud af samme spor, hvor man fjerner sig længere og længere fra hinandens synspunkter (se evt. artikel på denne hjemmeside om lateral tænkning og hjernens vaner ifht. at tænke i mønstre/adskilte systemer). Vi elsker nemlig at putte ting i “kasser”, i mønstre, som vi kan forstå forholde os til. Men det er ikke altid den bedste vej til udviklende samtaler, hvor alle parter får noget værdifuldt med sig “hjem”.
At vinde eller at tabe, i diskussionsmæssig sammenhæng, indikerer at man bliver i samme position, som man havde fra start. En kreativt tænkende tilgang til en diskussion vil være, at designe nye positioner, der kan tilbyde værdi for begge parter. Det er, med andre ord, win/win, i stedet for win/lose.
Det kræver, at man konfronterer sig selv. Er man en angriber, eller en forsvarer? Hvilket mind-set kræves der for at tænke udviklende?
Mit bud er; et nysgerrigt og udforskende mind-set.
Her må man kigge indad og se på, hvordan man reagerer i den mundtlige kommunikation, når man er presset, stresset, ude af komfort-zonen. Angrib, forsvar, eller nysgerrighed?
